TID TIL NÆSTE UDSENDELSE
 
2016-05-01 12:00

REPORTAGE: Reporter på Roskilde

Dette er en journalists personlige beretning fra mudrede marker, storslåede koncerter og en roligere medieby

Billede

Undertegnede havde ikke regnet med at skulle give sig i kast med lige dele mudder og musik, da en e-mail dumpede ind i den elektroniske postkasse tirsdagen før årets Roskilde Festival. “4 stk. presseakkreditering er tildelt “UP – Ungdomsproduktion”, og med den meddelelse begyndte en hurtig tvivl om, hvorvidt jeg for første gang skulle tage med til den begivenhed, der tiltrækker ultimativt flest unge i Danmark. Rationalet blev, at hvis festivalen tillod at man kunne springe ud af rollen som “forpligtet til at være fuld festivalgænger”, og ind i rollen som seriøs formidler, så var der ingen tvivl om, at undertegnede skulle med.

Det første syn jeg møder da jeg nærmer mig festivalen er ikke det overraskende store antal unge mennesker, der er mødt frem mere end 10 timer før festivalen åbner, men derimod de store mørke skyer der hænger tungt over dyrskuepladsen, og som DMI (Danmarks Meteorologiske Institut red.) har varslet skulle give en ikke ubetydelig mængde regn netop den dag, hvor folk sidder forventningsfulde i kø. Nogle i mere end 24 timer. Noget som undertegnede personligt kan have svært ved at se et helt ædrueligt rationale bag.

Som presse har man i lighed med de øvrige festivalmedarbejdere den fordel, at man skal tjekke ind et separat sted, og særligt som medieakkrediteret har man den fordel, at man kan nøjes med at stå i en utrolig kort kø for at få sit fine lyserøde armbånd, påtrykt tre store M’er for “Media”. Da det var klaret og gjort måtte man selvfølgelig tilbage til køen, hvor vejret i mellemtiden heldigvis var blevet markant bedre. Dog var promillerne også steget i takt med at timerne gik, så kun få af dem, der havde brugt hele dagen i kø, var faktisk i stand til at erobre det område, de havde udset sig som ideelt. Ligegyldigt hvor længe man har ligget, er det åbenbart stadig “survival of the fittest”, der gør sig gældende.

Så var Roskilde Festival eller for alvor skudt i gang. Ikke at det på det tidspunkt overhovedet var tydeligt, at det var en musikfestival, der var tale om, for camp-kulturen på Roskilde Festival minder undertegnede mere om en amerikansk lejr af larmende hjemløse, end en samling – sædvanligvis – fornuftige unge og gamle med en ganske normal hverdag. Spørgsmålet er så, hvordan de egentligt kan holde til sådan en festival, når undertegnede allerede på første dag nåede at blive træt af larmende mennesker, der ikke rigtigt foretager sig andet end at drikke øl. Festival giver mening, men warm-up kan undertegnede have et problem med at se pointen i, når det ikke medfører andet end udendørs druk i regnvejr med en gennemsnitstemperatur på den forkerte side af +10 grader. Første dag er gået, og jeg undrer mig over hele konceptet. Dog redder mediebyen og specielt pressecenteret mit kolde undrende sind, da der her er ro i en tiltrængt pause fra de larmende og i mange tilfælde sanseløst berusede festivalgængere.

Frirum

Dagen efter begynder undertegnede dog at forstå, hvorfor denne festival også tiltrækker unge, der normalt ikke finder det interessant bare at drikke sig i hegnet på en mudret mark klokken 5 om morgenen. Luna hedder hende, der begynder at skabe en vis forståelse i mit hovede. Jeg kender hende i forvejen, og hun har talt meget positivt om Roskilde hvert år, siden vi lærte hinanden at kende. Det har undret mig, da mit fordomsbillede af Roskilde Festival netop var det, jeg fik bekræftet aftenen før. Men for hende er Roskilde Festival et frirum. Et frirum i en travl hverdag, hvor alt er tilrettelagt ned i mindste detalje. Et frirum jeg sikkert selv – set i efterrationaliseringens forunderligt klare skær – ville have godt af engang imellem. Hun har intet planlagt for hele ugen, og det passer hende utrolig godt. Og jeg forstår det. Når du er indespærret på en mark sammen med indbyggerne i, hvad der i festivaldagene er Danmarks 5. største by, er det svært at foretage sig noget andet end bare at være her. Snakke, drikke og høre musik. Om ikke tvunget, så i hvert fald stærkt presset afslapning. Medmindre du gør som jeg, og er til stede som journalist, fotograf eller anden medarbejder med forpligtelser, der minder om dem, de fleste lever med til hverdag.

“Det ville ikke være Roskilde uden”

Her på tredjedagen begynder visse ting at undre undertegnede yderligere. Regnvejret har taget til styrke, men folk lader bare til at ignorere det. For nogen virker det endda som om, de nyder at befinde sig i lige dele mudder, pis og skrald. En bizar opførsel, når man tænker over, at de fleste unge i deres hverdag vil afsky noget så tilforladeligt som at gå ned med skraldespanden. Her er jeg så i mudder og skrald, blandt hele den danske ungdom, tænker jeg, og går videre over campingarealerne. Nogle arealer er selvfølgelig værre end andre. Området “L”, der ligger på kanten af mediebyens lukkede arealer, er klart det værste. Dette område er også kendt for sine ekstreme fester til langt ud på natten, og når folk alligevel er sanseløst berusede, er der vel ingen, der lægger mærke til, om underlaget består af græs eller øldåser. Farven er alligevel den samme. Undrende fortsætter jeg ned gennem flere campingarealer. Selvom turen egentligt er relativt kort, når jeg alligevel at møde over 10 mennesker, jeg kender på forhånd. En af dem er Dea. Dea er netop hjemvendt fra et efterskoleophold og er, som undertegnede, på Roskilde Festival for første gang. Dea og hendes veninder lever naturligvis som rigtige festivalgængere, og det vil sige under forhold, folk i den tredje verden vil finde stærkt kritisable, men de lader til at nyde det. For som hendes veninde påpeger, “det ville ikke være Roskilde uden”. Og den betragtning tror jeg ikke, at hverken Dea eller hendes veninde er ene om. Festivaler lader til at have en trash-æstetik, som de fleste deltagere på den ene eller den anden måde lader til at synes godt om. Et sæt alternative regler med tilhørende idealer og æstetikker. Jeg vælger at anskue mange af dem som en smule primitive, men synes det allligevel ikke at fremstå som en mulighed for tage en pause fra den ordnede hverdag i det rene – kaos? Jo, det ville jo ikke være Roskilde uden.

Kontrasternes land

Her på fjerdedagen skinner solen pludselig. Temperaturen er over 20 grader, og vinden har lagt sig. Festivalens mudder er igen blevet til hård jord, dog stadig med en ubehagelig lugt af pis. Til journalistens store overraskelse er Roskilde Festival også rum for en ikke helt ubetydelig finkultur. Digtoplæsninger. Klassiske koncerter. Sågar politiske taler. Festivalen er virkelig kontrasternes land. Dette afspejler sig naturligvis også i festivalens publikum. Som tidligere nævnt er det stort set hele den danske ungdom, altså folk med alle slags baggrunde. Forskellen består blot I, om de står op og går til digtoplæsning i kuplen, der i øvrigt ligger i en indtørret mose, eller om de står op og begynder dagen med et vodkashot. Finkultur mod lavkultur. Begge eksisterer side om side i et kontrastfyldt samvær med en vis form for gensidig respekt. Der er plads til det meste i mudderet. Som udgangspunkt vil undertegnede antage, at dette må medføre en vis splittelse, men det viste sig hurtigt ikke at være tilfældet. I jagten på forskellige camps havde jeg sammen med journalisten Emil opdaget “pude camp”, en camp der arrangerede en pudekamp med intet mindre end 255 kg puder, frit tilgængelig for alle deltagere. Dette var i sandhed en begivenhed, der samlede. Glade mennesker, godt vejr og musik i en gigantisk pudekamp. Det samlede. For mange, herunder undertegnede, var det et energisk afbræk fra festivalens sløvende camp-liv, ud i et flyvsk fællesskab med det ene formål at slå hinanden med puder. Det skal naturligvis nævnes, at solen og de +20 grader formentlig har gjort både energiniveauet og oplevelsen en del bedre for alle, men det virkede stadigt fascinerende, hvordan en så simpel begivenhed kunne samle.

Er der også musik?

Onsdag er dagen før Roskilde Festivalen for alvor overgår til at være en musikfestival. Fra mudder til musik kunne det skrives kort. For i virkeligheden var det vist nok musik, det oprindeligt var tanken, at lave en festival der om. Og nu nærmer det sig. Folk er trætte efter snart fire hele dages fest, og undertegnede fornemmer tydeligt en stemning af udmattelse. Men også en forventningsfuld stemning hos folk, der glæder sig til høre den musik de – når alt kommer til alt – er kommet for at høre. Kort sagt går onsdagen hurtigt – med gråvejr.

Musik!

Så kom det endelig. Det alle havde ventet på. Og så oven i købet med 22 grader og næsten ingen vind som et glimrende supplement. Musikken. Festivalpladsen har forandret sig fra et øde og mennesketomt område til et levende område med bevægelige menneskemængder, der næsten tangerer folkevandringer. Orange scene er gået fra at ligne et stort telt, til nærmest at få karakter af en levende organisme, der reagerer tilbageholdende og roligt på publikums voldsomme tryk mod denne. Også på den anden side af Orange scene er stemningen en helt anden. Mediebyen, eller “Backstage Village” som det officielt hedder, har fået en voldsom vækst i den særskilte befolkning bestående af journalister, fotografer, musikere, anmeldere, politikere og andre kreative egoer. Nogle steder er stemningen rolig, og præget af arbejdsomhed til redaktionernes store hunger efter Roskilde-stof. Andre steder bliver der drukket Gin & Tonic i spandevis, mens navlepillerierne og egotrippene vokser i denne rene fætter-kusinefest. De kreative brancher er små. Og undertegnede skal ikke holde sig for god. Selvom jeg kender flere nyhedsjournalister og folk i filmbranchen, møder jeg selv en del venner og bekendte blandt disse folk. Og jeg befinder mig for så vidt ganske godt i det, selvom det set fra det berømte helikopterperspektiv kan virke som en relativt sky og indelukket skare af mennesker, der befinder sig her. Enkelte irritationsmomenter kan dog opstå i denne samling store egoer. Lukkede fester. Jeg hader personligt idéen om lukkede fester. Specielt når man ved indgangen får følgende afvisning: “Det er kun for de kreative”. Hvis jeg ikke går under de kreative, så er deres definition af kreativitet ihvertfald indskrænket til en gruppe snobbede uforstående mennesker med en lettere forstyrret selvopfattelse. I øvrigt så ingen af dem ud til at være særligt kreative, og siden der heller ikke var nogle velkendte ansigter iblandt dem, så kan det vel være godt det samme.

Det sædvanlige, men kvalificerede brok

Hvert år har musikprogrammet på Roskilde Festival været genstand for kritik. Både positiv og negativ, men som regel mest sidstnævnte. Og forståeligt nok, for det er virkeligt svært at tilfredsstille kultursnobber fra den kreative klasse, og jeg må medgive at undertegnede nok selv hører under denne kategori. Og for at sige det som det er, bød Roskilde Festival på masser af gode koncerter, men også på den absolut dårligste koncert, jeg nogensinde har været til: Rihanna. Undertegnede har meget svært ved at forstå præcis, hvad Soundvenue tænkte, da de gav koncerten seks store stjerner, udelukkende på grund af, at de øjensynligt havde været til en god fest. De må have været under indflydelse af betragtelige mængder alkohol, for Rihannas koncert bar præg af dårlig playback og et mildest talt ligegyldigt sceneshow. Og ja, de cirka 80.000 fremmødte havde helt sikkert en fest, men på den anden side har de jo også festet i 6 dage uden noget musik overhovedet, så under de mængder indtaget alkohol, skal der nok ikke meget mere end en iTunes-spilleliste og et par danselystne mennesker til, før de for alvor føler sig opstemte, og får Soundvenue til at give festen seks stjerner. Som eksperiment kunne Roskilde Festival måske sætte erstatte fredagens popnavn på Orange-scene med nøje udvalgte musikvideoer på YouTube, hvis bare de bibeholder de ubehageligt højt prissatte fadøl. Når brokken over Roskildes påståede hovednavn er ovre., så skal det dog siges, at programmet var af ret høj kvalitet. Undertegnede havde en fest med Of Monsters and Men, Efterklang, Quadron, Black Rebel Motorcycle Club og mange andre glimrende bands.

…Næste år?

Skal jeg tilbage? Ja. Som presse? Ja. Roskilde Festival har for undertegnede været en stor succes. Om jeg så også tager afsted i opvarmningsdagene eller ej, er dog betinget af én ting. Nemlig om jeg skal rapportere derfra eller ej. Jeg tror ikke, jeg ville kunne have overlevet opvarmningsdagene uden et egentligt formål, og arbejdet som journalist er et særdeles meningsfuldt formål. Ellers bliver det simpelthen for ligegyldigt. Og ligegyldigheder er det, et rastløst menneske som undertegnede er allerdårligst til. Men musikken under selve festivalen kaster et helt andet lys over dyrskuepladsen. Alle – eller ihvertfald næsten alle – har et formål med det, de laver. De glæder sig, og der opstår et kulturelt fællesskab, hvor man sammen dyrker musikken. Dette bliver naturligvis bedre, hvis du er omgivet af musiknørder, men det må jeg jo så bare sørge for at være, for der er ingen tvivl om, at det ikke er sidste gang, at undertegnede har sat sine ben på Dyrskuepladsen i den første uge af juli.